Historien om evolusjonslæren i Norge

I tidskriftet Budstikken bnd. III (1861) : Darwins nye Skabningslære av Peter Christian Asbjørnsen skrevet anonymt, er det en anmeldelse av  Darwins Artenes opprinnelse. I 1869 skriver M. Sars i et foredrag: "Angaaende Arternes Oprindelse bestyrkes ved den samme Omstændighed den tidligere af Lamarque og Goethe, senere af Darwin fremsatte Theorie. Thi Havets nærværende Fauna maa sandsynligviis i lige Linie nedstamme fra de Dyr af den tertiære Periode, som endnu findes paa de store Dybder". Sars skriver videre i dette fordraget: "Jeg for min Deel maa aabent tilstaae, at jeg, hildet i de gamle Fordomme, i Begyndelsen ikke var meget tilbøielig til at antage Darwins Lære; men jo mere jeg har tænkt derover, desmere er jeg, især ledet ved mine senere Studier i Naturen, bleven hendraget til Erkjendelsen af denne Theories Sandhed".

I referat fra fellesmøtet i Videnskabsakademiet 27 oktober 1871 heter det:

"Lockmann søgte at indlede en Discussion angaaende Darwinismen. Der blev ogsaa talt Noget derom fex. af Faye og Esmark, uden at man dog kom synderlig ind paa Sagen, idet man savnede en tilfredsstillende Fremstilling av Darwinismens System at lægge til Grund. Monrad gjorde opmærksom paa dette Savn og opfordrede En eller Anden av dem, der havde studeret Darwins Skrivter, til i følgende Møde at udfylde det."

Det skjedde ikke noe, og Marcus Jacob Monrad selv holdt en forelesningsrekke om Darwinismen ved Universitetet Tankeretninger i den nyere Tid - et kritisk rundskue, utgitt som bok i 1884.  Amund Helland skrev i Dagbladet: Hvad skal vi tænke om et Videnskabsselskab hvor der er ledende Mænd som Prf. Monrad, der tviler paa, at Fremskridt ubetinget er af det gode, og Mænd som Prof. Lochmann, der nærer Uvilje mod den videnskabelige Methode overhoevedet, og som samtidig tror paa Ønskekvisten og Vandføleri. Et saadant Selskab er ikke et Videnskabsselskab, men et Anti-videnskabsselskab.

Lochmann ga tilsvar til "Hr. stipendiat Helland", som igjen  ga gjensvar den 15. juni i Dagbladet:

"Prof Lochmann maa da ogsaa forlange, at der nedsættes en Kommission i Videnskabsselskabet, der lægger Staal i Vuggen hos Smaabørn, at Landets Signekjærring indkaldes i Videnskabsselskabet for at meddele Oplysninger, og at der nedsættes en anden Kommission, der hver Julenat sætter Grød til Nisserne i Universitetets Auditorier, og saa undersøger, hvormeget der er spist i Nattens Løb".

     Rolf Nordhagen sier i sin biografi om Axel Blytt i kapitlet om Blytt og Darwins utviklingslære:

 "Jens Holmboe har gjort meg oppmerksom på dr. Armauer Hansens livserindringer (1910). Av disse fremgår det at hva en våken og interessert ung biolog fikk høre om Darwin ved Det Kgl. Fredriks Universitet i 1860- og begynnelsen av 1870-årene, var intet!"

Nordhagen skriver videre:

 At zoologen Ossian Sars i 1872-1875 kjente Darwins skrifter, fremgår ifølge Nordgaard (1918) av enkelte avhandlinger han skrev og av de forelesninger han holdt, kanskje især til anneneksamen, i 1875-76. Kristine Bonnevie mener at disse forelesninger ennå i begynnelsen av 1880-årene ble regnet for meget radikale og av den grunn overflyttet til medisinerne, som en mente bedre kunde "tåle dem."

Han fortsetter om Schübler som brukte begrepet "Planternes Udviklingshistorie", men Nordhagen hadde ikke selv sett noe referat fra forelesningene og sier: "Som kjent ble hans egne teoretiske arbeider senere tatt til inntekt for lamarckismen."

Monrad skriver om Darwins teori at den  "paa en let og naturlig Maade at forklare Meget, der ellers forekommer saa dunkelt; og vi tør heller ikke negte at der maaskee tør være adskilligt Sandt deri.", men han skriver også at det er "igrunden kun er en dristig hypothese", men han er bekymret vedrørende den oppfatning av mennesket Darwinismen fører fram til: "selv de, der forresten dele Darwins Synsmaade, indrømme ofte, at hans sidste Verk, "om Menneskets Afstammelse"(on the descent of man), er i videnskabelig Henseende langt svagere end hans forrige". 

Professor Ernst Ferd. Lochmann (1820-1891) som var tilhenger av "naturens skjulte krefter", metafysikk og ønskekvister, med helside i vittighetsbladet Vikingen kjempet  sammen med Monrad mot "den vulgariserte evolusjonsteori", og "mot den positivistiske filosofi og livsholdning i det hele tatt".  Lochmanns herostratiske berømte immatrikuleringstale 2. september 1874 hadde "tydelig sikte mot Ernst Sars og hans krets, som farlige for norsk ungdoms åndelige sunnhet. Men også de unge naturforskere var under oppsikt. Kjerulf prøvde i det lengste å holde sine elevers arbeider rene for evolusjonistiske anskuelser. Og Ossian Sars, som sto helt på utviklingslærens grunn fra første stund som universitetslærer, ble fjernet fra undervisningen til anneneksamen, - man regnet med at studentene i russ-året ikke var modne nok til uten fare å sitte under en darwinistisk forelesers kateter", skrev Leiv Amundsen i 100-års omtalen av Det Norske Videnskaps-akademi i Oslo. Lochmann var "uforsonelig overfor darwinismen som filosofisk naturoppfatning og livssyn", men hadde respekt for Darwin som naturforsker.

    Gerhard Gran redegjør i Norsk aandsliv i hundrede aar også for Lochmanns immatrikuleringstale i 1874 og vurderer den opp mot Brøggers tale i 1907 i et foredrag i studentersamfundet 28. Mars 1908. Lochmann sa i immatrikuleringstalen: Darwinisme, der kun er uttryk for den samme materialisme. Den tror i hele naturen at finde en utvikling, men ikke en utvikling efter en stor ufattelig, vis plan, men kun tilfældighetens og vilkaarlighetens. .. I nøieste forbindelse med denne naturvidenskapens aand - - staar vor tids positivisme. Det er matematik, fysik statistik anvendt paa det menneskelige livs forhod og aandsvidenskapns omraade. Der er ingen Gud, men store naturlove.  Ernst Sars var "positivist" og "fritenker" og "den besmittede og farlige patient" og Gerhard Gran mente -"at hele Lochmanns tale nærmest er at betragte som at indlæg i den haardnakkede kamp han i maanedsvis hadde ført mot Sars´s ansættelse som professor ved Kgl. Frederiks Universitet."

Gran forteller også en fornøyelig historie om de "frisinnede" :

Den 30. Mai 1878 var det 100-aarsdagen for Voltaires død. I den anledning samledes endel frisindede mænd i Frithjof Poulsens restaurant i Kirkegaten for at mindes den avdøde. Festkomité var Vullum og Sars. - Sars holdt en tale saa gripende, at taarene trillet nedover Frithjofs ildrøde ansigt. Det hele var var forresten ganske privat, og aviserne bragte intetsomhelst referat av festen. Men festdeltagerne hadde om kvelden sendt et paa vidunderlig slet fransk avfattet telegram til den Voltairefest som under Victor Hugos ledelse blev avholdt i Paris. Telegrammet, som paa deltagernes vegne var undertegnet av Sars, professeur de l´université, og Vullum, rédacteur, gjorde megen lykke i Paris, baade paa grund av det merkelige fransk, og fordi det kom fra ultima Thule. Imidlertid hadde den norske ortodoksi sin lille filial i Paris, der kom breve til hjemmet, fulde av forskrækkelse, baade over at en norsk universitetslærer kunde være med paa slik forfærdelighet, og endnu mer over at radikale franske blade hadde tat telegrammet til indtægt som en officiel sympatiuttalse fra det norske universitet. Og den 8. Juni 1878 stod der i "Morgenbladet" en fulminant artikel under den lovende titel: "Gudsbespotteren Voltaire og Ernst Sars". Den anonyme forf. haaner den franske mislykkede fest "for den ulykkelig mand", og raser over det telegram som "to norske prestesønner [Sars og Vullum] har sendt den atheistiske festkomité i Paris". Dog allermest over, at radikale blade i Paris tar "prof. Sars til indtægt og lar ham repræsntere det norske universitet - en repreæsentation som vistnok vor hæderlige alma mater betakker sig for.C Vore landsmænd i Paris er yderts indigneret"--- Voltaire, opplysningstidens representant som kjempet mot religiøse fanatisme ble i samme artikkel i Morgenbladet karakterisert som: "Voltaire maa betegnes som en grov gudsbespotter, et usædelig menneske,.."

Gran avslutter kapitlet med følgende: Erkjendelsen av den absolute, betingelsesløse lærefrihet. Erkjendelsen av at universitetet som saadant skal være agnostisk, hvad der naturligvis ikke vil si at lærerne skal være agnostikere, men kun at deres meninger er universitetet totalt likegyldige og uvedkommende. At altsaa videnskapen netop ikke skal forpligtes til at bygge paa kristendommens eller noget andet dogmesystems grund, - men paa forskningens forutsetningsløse frihet,...Og forholdet er nu blit det normale: de som ikke kan leve i den moderne videnskaps luft, forlater universitet og danner menighetsfakultetet, - hvilket var det motsatte av forholdet i 1874, da hele universitetet saa at si var menighetsfakultet, mens den frie forsknings mænd enten ikke slap ind eller paa de mangfoldigste maater fik sit liv forbitret.

Både Brøgger og Wille hadde vært professorer ved Stockholms Högskola, og begge var overbeviste Darwinister.  Brøgger holdt foredraget i Videnskabsakademiet i 1894 med tittelen "Om Neanderthal-racen og dens Betydning for Spørgsmaaet om Menneskets Stamtræ".

Garborg skrev: "Vor tids åndsretning er virkelig "naturalistisk". Den er - i sin store, herskende hovedstrøm - væsentlig bestemt ved den fra Darwins forskning udgåede tænkning - der står andre navne omkring Darwin, men han kan her nævnes instar omnium; selv prof. Lochmann skal have betegnet vort århundrede som Darwins århundrede.Det er Darwin, der har stemplet århundredets ånd. Selv hos os kan man ikke unddrage sig hans påvirkning. Vi kan ikke lade være at se livets forhold under synspunktet af kampen for tilværelsen, vi kan ikke lade være at tro på arveligheden som bestemmende for individet; og vi kan ikke lade være at anvende loven om årsag og virkning også på moralske fænomener." Arne Garborg i "Naturalismen - fremskridt eller forfald ?" Foredrag i Studentersamfundet 18. november 1882.

Men Garborg var  den evige tvileren og skrev i 1890: "Den positivistiske filosofi behersker ikke længer det moderne sind. Videnskaben er insolvent; kan kun forklare os saadanne ting som vi ikke bryr os om at vide". Alt hvad menneskene hidtil har levet paa, er bankerot".

Bjørnson skrev i  1879: "Blant andet er jeg jo også Darwinist. Og siden jeg blev det, er jeg i alle deler bleven mere forstående og sælvfølgelig mindre hård". Han sa i 1881: "Darwin og Huxley har været mine befriere".

Gerhard Gran skrev om Bjørnson: ..., han studerte ikke bare bibelkritiske verker som aabenbaret ham hvad han kaldte "teologiens humbug", men samtidig fordypet han sig, som vi har set antydet i hans breve, i den moderne videnskaps resultater paa flere omraader, navnlig studerte han, saa godt han kunde, Darwin og Spencer, og det han suget ut av disse studier, fyldte det tomrum i hans sjæl som bibeltroens sammenbrud efterlot. ..; han (Bjørnson) taler paa flere steder om utviklingslæren i rent religiøst følelsesbetonede uttryk som denne A"velsignede"ære, og i sine salmer løfter han den mot himlen som en ny evighetstro.

Dette går klart fram i diktet:

Ære det evige foraar i livet,

som alting har skapt !

Opstandelsens morgen det mindste er givet,

kun former gaar tapt

...

Forfatteren og teatersjef Gunnar Heiberg (1857-1929) forteller i sine Ibsen-minner hvordan Henrik Ibsen lot seg inspirere av Darwin:

I 70-80-årene i forrige århundre var det jo svær opgang i interessen for naturvidenskapene. Darwin var det store samtale-emne blant skandinaverne i Rom. Ibsen likte godt å få sig en naturvidenskapelig passiar. Den dristighet hvormed han kastet sig inn i diskusjonen var lite forenelig med hans meget omtalte tilbakeholdenhet, så meget mer som den stod i et visst misforhold til hans kunnskaper på disse områder.... J.P. Jacobsen rystet mange ganger på hodet når Ibsen hadde streifet hans spesielle fag, botanikken. Han smilte med sitt kloke og elskverdige smil og sa at han kjente mange små, ganske små drenge som var mer inne i botanikken  den gamle apoteker. Det var sikkert et utslag av hans nylige omvendelse til utviklingslæren som gav sig utslag i disse diskusjoner.

 Jens Peter Jacobsen (1847-1885) var dikter som i sin ungdom hadde studert botanikk og alger, og etter 1870 hadde oversatt Darwins verker til dansk.

Heiberg hørte med til de frisinnede, og var en opprørsk radikaler som søkte å  finne en ideologisk erstatning for kristendommen.  I 1978 utga han et dikt, Menneskets genesis,  i Nyt norsk Tidsskrift, med en skapelsesberetning på tvers av første Mosebok, og sammen med Balkonen og Kjærlighedens tragedie (1904) fikk Heiberg betegnelsen Aden fri kjærlighets yppersteprest@.  Sin første bok hadde han utgitt sammen med Hans Jæger: Kants Fornuftskritik og En soiré dansante. Sigurd Bødtker (1866-1928) som seinere ble teaterkritiker ble bortvist  (relegert) fra universitetet da han i 1888 utga på eget forlag  diktsamlingen Elskov som vakte betydelig forargelse. Leser man diktene i dag er det vanskelig å fatte at de skulle vekke slik oppstyr. 

   Erling Winsnes (1893-1935) fremførte en darwinistisk tankegang på utviklingen av samfunnet i boka Til en ukjent gud (1919).   

Paragraf 2 i Grunnloven utelukket jødenes adgang til riket. Henrik Wergeland skrev Inlæg i Jødesagen. Jødesaken kom opp i Stortinget i 1842. Wergeland utga i den forbindelse Jøden - Ni blomstrende Tornequiste, samt diktet Jødinden. Av en eller annen underlig grunn er antisemittismen fremdeles levende, og jødene blir stadig beskyldt for å ha drept Jesus og for styring av verdensøkonomien. Gjentatte ganger blir sannheten om Holocaust fornektet. Det er meget skremmende at det i dag blant militante islamister finnes ledere som ønsker å  fortsette det arbeidet Hitlers nazister ikke fikk fullført med utryddelse av jødene, og det virker som de gjerne vil ta med de homofile i samme slengen.